Historien bag blyanten
Mit navn er Merete Fuglsang. Jeg lever og arbejder i krydsfeltet mellem to verdener, der sjældent mødes:
Jeg er holistisk sygeplejerske, og jeg er grafiker.
I 30 år har jeg haft min daglige gang på gulvet i sundhedsvæsenet. Jeg har mødt patienterne i øjenhøjde og set dem i de mest sårbare situationer. Men jeg har også set det samme problem gentage sig igen og igen: Patienter, pårørende og trætte kolleger, der stirrer på lange, grå og uoverskuelige tekster og tænker: "Jeg fatter ikke halvdelen."
Når en hjerne er træt, stresset, ramt af sygdom eller født neurodivergent, lukker den af for tunge tekstmængder og akademiske fagord. En overbelastet hjerne har brug for at se budskabet, før den kan bruge det.
Sygeplejersken møder grafikeren
En dygtig grafiker kan fremstille det, der bliver bestilt. Men en grafiker har ikke stået ved sygesengen. De har ikke set frustrationen og afmagten i patientens øjne.
Særligt smerteligt er det, når vi møder mennesker, der er ordblinde eller aldrig har fået lært at læse. Ofte bærer de på en dyb skam, som gør, at de ikke tør sige højt, at de ikke kan forstå det materiale, systemet forventer, de har sat sig ind i.
Grafikken kan naturligvis aldrig erstatte den vigtige, omsorgsfulde sygepleje, hvor man på en subtil og nænsom måde undersøger, om der er læsevanskeligheder. Men den kan bygge broen.
For at kunne visualisere et sygeplejefagligt indhold i øjenhøjde, skal man have mødt mennesket bag og set budskabet gennem deres øjne. Det er den erfaring, jeg tager med mig til tegnebordet.
Blyanten peger opad – fordi vi skal løfte den visuelle standard i sundhedsvæsenet. Nu tegner vi vores viden, så flere forstår.
